Tirsdagshøjskolen

Hold nr. 5
6 tirsdage pris: 500 kr.
(12 tirsdage pris: 870 kr.)

TIRSDAGSHØJSKOLEN 2017

Tirsdage kl. 10.00 – ca. 12.15 på Domus, Ved Sønderåen 1.
Start 12. september.

12. september
MATILDE KIMER

kimer.jpg
Journalist, korrespondent og forfatter.
”Krigen indeni”
Et foredrag om den ukrainske revolution. Matilde Kimer fortæller om konflikten i det krigsramte land, beskriver de politiske aspekter ved den blodige konflikt og formidler en dybere indsigt i de skæbner, der ufrivilligt involveres i konflikten og dermed må leve i et land plaget af svære uroligheder. Om mennesker, hvor krigen kryber langt ind under huden på én og derfor bliver en del af ens liv og skæbne. Det var langtfra planlagt, at Matilde Kimer skulle være udenrigskorrespondent i Rusland. Men i 2002 besøgte hun landet og så tog tingene pludselig fart. Matilde begyndte at studere sproget og kulturen og blev fuldstændig forelsket i det gale land, folket og omvæltningerne. 

26. september
MARTIN BIGUM

martin_bigum._portraet.jpg
Billedkunstner, digter og essayist.
”Min personlige kunsthistorie”
I ord og billeder.
Martin Bigum fortæller om nogle grundlæggende barndoms- og ungdomsinspirationer, de vigtigste værker fra 1990 og frem til 2012 og kloner dem med kunstneriske, personlige og samtidslige faktorer. Martin fortæller om ideer og processer undervejs, sin arbejdsdag, og hvorfor han ikke kan være andet end billedkunstner og digter. Som en følge af det og af eget liv, fortæller han, hvordan han hele tiden skal revurdere sit eget greb i kunstens materiale og ånd for at finde nyt interessant kunstnerisk ståsted. Martins “lystvandring” er et kig ind bag scenetæppet, bag om malerierne, ind i individ, proces, værk og samtid.

10. oktober
JØRGEN HUSTED

Jørgen-Husted-Etik-i-BUPL-aften-1-005.jpg
Lektor i filosofi, forfatter og fhv. medlem af Etisk Råd.
”Det gode liv”
Hvordan skal vi leve? – spurgte Sokrates. Søren Kierkegaard fulgte trop: ”Liljen på marken, og fuglen under himlen, deres liv lever sig af sig selv. Menneskelivet er underligt: Det er det eneste liv, vi kender, der ikke lever sig af sig selv, men skal leves.”
Mange store filosoffer har givet svar på spørgsmålet om det gode eller vellykkede liv. Aristoteles satte det gode liv lig med menneskelig blomstring. Immanuel Kant forklarede det som det værdige liv. Kierkegaard fastslog, at det store er ikke at blive dette eller hint, men at blive sig selv, og det kan enhver, hvis han vil det. ”Hvordan skal vi leve?” hænger uløseligt sammen med to andre grundlæggende spørgsmål: Hvordan skal vi behandle hinanden? Og hvordan skal vi leve sammen? Vore tanker om det gode liv, det gode menneske og det gode samfund, dvs. om livsværdier, moralske værdier og politiske værdier handler om facetter af ét og samme: Menneskelivet. Jørgen Husted sætter disse tankegange og spørgsmål i relation til aktuelle etiske, moralske og politiske udfordringer. 

24. oktober
MICH WRAA

Mich Wraa.jpg
Forfatter og foredragsholder.
”Haabet og Dansk Vestindien”
Mich Vraa tager os med tilbage til en grum og ofte glemt beretning i Danmarks historie. Fra dengang hvor Danmark skabte sig en ny velstand på slavearbejde i de vestindiske sukkerplantager. Frem i lyset kommer dermed en af de mørkeste tider i Danmarks historie, hvor kynisk udnyttelse og ufattelig ondskab var hverdag for slaverne. Men der var også plads til kærlighed og overlevelse under de forfærdelige vilkår. Mich Vraa tager os med tilbage til det herrens år 1787 og giver os indblik i en slavehandel, de færreste kan forestille sig, at danskerne har været en del af. Det er tankevækkende, gribende og vigtigt.

07. november
JENS ANDERSEN

Jens Andersen.jpg
Forfatter og ph.d. i nordisk litteratur.
”Denne dag, et liv”
Humoren, hyggen og livsglæden blandet med rodløsheden, uhyggen og sorgen. Astrid Lindgrens børnebøger rummer livets kontraster. Jens Andersen fortæller om mennesket Astrid Lindgren og det liv, som var med til at forme hendes bøger.
Hun er mor til Pippi, Emil, Brødrene Løvehjerte og mange, mange andre elskede figurer. Astrid Lindgren er død, men hendes ”børn” lever videre. Fordi hendes fortællinger rummer både en nysgerrighed og livsglæde, som smitter og sætter gang i fantasien. Men samtidig er der også altid et element af svigt, ensomhed eller sorg hos børnene, som gør historierne troværdige og levende for både børn og voksne.

21. november
ANNA GRETHE BECH 

anne-grethe-bech.jpg
Cand.mag. og historiefortæller.
”Evald Tang Kristensen”
Folkemindesamleren og vejlenseren Evald Tang Kristensen (1843-1929) vandrede tusinder af kilometer på kryds og tværs af Jylland. Han kom helt ud i de fattigste hedeområder for at optegne folkeminderne, før det var for sent. Han måtte ofte overnatte på lergulve, sidde ved sygesenge eller vente i timevis på, at de fattige folk skulle gøre deres arbejde færdigt, før de kunne fortælle eller synge viser for ham. Men Tang Kristensen fik hvad han kom efter, og af eftertiden vurderes han som en folkemindeforsker på verdensplan. 
I samarbejde med sanger Helle Bøjlesen har Anna Grethe sammensat et program med folkeviser og eventyr fortalt på vestjysk dialekt i tilknytning til Tang Kristensens enestående livshistorie. 





Hold nr. 6
6 tirsdage pris: 500 kr.
(12 tirsdage pris: 870 kr.)

TIRSDAGSHØJSKOLEN 2018

Tirsdage kl. 10.00 – ca. 12.15 på Domus, Ved Sønderåen 1.
Start 9. januar.

09. januar
CECILIA VANMAN

Cecilia-Vanman.jpg
Havpattedyrbiolog, polarforsker og eventyrer.
”Et arbejdsliv på iskanten”
Cecilia tager os med bag scenen som ekspeditionsleder og havpattedyrbiolog ved iskanten i Arktis. Vi rejser med på en spændende filmekspedition på jagt efter hvalrosser, hvidhvaler og narhvaler ved 76. breddegrad i Canada. I fodsporene på legendariske opdagelsesrejsende, igennem den mytiske Nordvestpassage og møder med udfordrende storme, isbjørne og overvældende natur i den arktiske ødemark. Cecilia formidler levende og engageret, og vi er med hele vejen, når havisen knager faretruende under flyverens landingsstel, og stormbølgerne vælter ind over forskningsskibets stævn.

23. januar
ÖZLEM CEKIC

ozlem_sara_cekic.jpg (1)
Forfatter, sygeplejerske, debattør og tidligere folketingsmedlem. 
”Fra Føtex til folketing og om at bygge bro”
Özlem Cekic fortæller om sin tidlige barndom i Tyrkiet, om hvor svært det har været at vokse op i Danmark, og den fighterånd, det har vakt. Hun fortæller om, hvordan det er som helt ung at blive gift i et arrangeret ægteskab, hvad det kræver at bryde ud af ægteskabet og begynde en tilværelse som enlig mor. Det er en historie om, hvordan Özlem Cekic gik ind i fagbevægelsen med et ønske om at hjælpe andre – et projekt som blev begyndelsen på hendes vej til Folketinget. Özlems brobyggermotto lyder: ”Trods forskelligheder er der mere, der binder os sammen, end der skiller os ad”. Med dette udgangspunkt har Özlem Cekic inviteret sig selv hjem til en lang række forskellige danskere – både folk hun var enig med, og folk hun var rygende uenig med. Hun kalder det ”dialogkaffe”, hvor formålet ikke er at overbevise, men at lytte, forstå, skabe dialog og finde frem til fælles løsninger og en fælles forståelse for hinanden. 

06. februar
JOHANNES NØRREGAARD FRANDSEN

Johs Nørregaard Frandsen.jpg
Professor, cand.phil.
”I den centrale periferi”
Forstæder og parcelhuse er den foretrukne boligform i Danmark i dag. Der blev bygget et enormt antal nye boliger i årtierne mellem 1950 og 1980, og de fleste var parcel- eller rækkehuse i byernes periferi. På den måde blev periferien central. Foredraget rummer en underfundig analyse af det liv, der udviklede sig i forstaden, og som historisk set var ganske nybrydende, for nu havde hvert barn eget værelse, der var varmt vand i hanerne, vandskyllet toilet, egen bil, weekend og charterferie til alle. 

20. februar
PER SCHULTZ JØRGENSEN

per_schultz_joergensen.jpg
Cand.psych., lærer, forsker, forfatter.
”Broen til det andet menneske”
Et socialt bånd skabes i nærvær og involvering. Her udvikles venskab, fortrolighed og kærlighed. En forbundethed, der opstår ved at gå over broen og ind i den andens oplevede verden og bidrage til forståelsen af den.
Hvorfor er det så svært? Er det fordi, vi oftest helst vil tale om os selv og glemmer at lytte og leve os ind i den andens verden – en vigtig handling – ikke mindst fordi kvaliteten af vores sociale bånd er afgørende for både livslængde og livskvalitet.
Aldrig før har vi været så meget i kontakt med andre og aldrig har så mange oplevet følelsen af ensomhed. Derfor har vi brug for at vide mere om broen til det andet menneske.

06. marts
BIRTHE RØNN HORNBECH

Rønn Hornbech.jpg
Tidl. Minister, Folketingsmedlem og offentlig anklager.
“I politiets tjeneste”
Birthe Rønn Hornbech fortæller om sit arbejde i politiet, især som offentlig anklager. I 1971 - efter juridisk embedseksamen -blev hun ansat som politifuldmægtig. Hendes holdning var og er, at man kun bliver en god anklager, hvis man kender politiets arbejde til bunds. Derfor iklædte hun sig - som den første kvinde i politiets historie - politiuniform i 1973. Efter en måned beordrede Rigspolitichefen hende til at stoppe med at patruljere i uniform. Det var ikke lovligt for kvinder at bære politiuniform. Birthe Rønn Hornbech fortæller med en blanding af humor og alvor om de menneskeskæbner, hun har mødt på patrulje, på gerningssteder og ikke mindst som anklager i byretten og i landsretten. Der er beretninger om alle slags mennesker - fra rovmorderen og hustrumorderen til den lille plattenslager. 

20. marts
CONNIE HEDEGAARD

Connie_Hedegaard.jpg
Fmd. for KR Foundation, tidl. minister og EU-kommissær.
”Hvad har du tænkt dig at gøre ved klimaet?” 
Sådan lød spørgsmålet til Connie Hedegaard på hendes femte dag som minister. Den tidligere journalist, minister og EU-kommissær har siden prøvet at gøre noget ved det. Men hvordan får vi klimaudfordringerne, de stadig flere mennesker på Jorden og den vækst, der er brug for, til at gå hånd i hånd? Hvad skal hvem gøre? Politikerne, erhvervslivet og os alle sammen som ansvarlige borgere? 
Connie Hedegaards personlige beretning om en af tidens største udfordringer og om hendes tid som folketingsmedlem, minister og EU-kommissær - for netop klima og miljø.



KLIK FOR TILMELDING

Tilknyttet Dansk Oplysnings Forbund dof