Torsdagsbussen (2024-25)
TilmeldKunst & KulturHøjskolen på hjul
Vi forsætter vores tilbud med dagsture, hvor vi kører ud og oplever dele af vores smukke land. I denne sæson tilbyder vi to ture i efteråret 2024 og to ture i foråret 2025.
De enkelte ture vil have hver deres særpræg, men fælles for dem alle er, at vi skal opleve natur, kultur og historie på forskellig vis og naturligvis glæden ved at være sammen.
__________
Hvem arrangerer turene?
JAN ANDERSEN
Jan er bestyrelsesmedlem i Kunst & KulturHøjskolen og har i sit arbejdsliv været lærer og uddannelsesvejleder. Som lærer underviste han bl.a. i historie, som har hans store interesse, og han har gennem flere år arrangeret historiske temature for Dansk Blindesamfunds sommerhøjskole.
HENRIK JENSEN og
KIRSTEN STORGAARD
Henrik Jensen er frimenighedspræst i den grundtvigske frimenighed i Ågård og har før dette været højskolelærer på Gymnastikhøjskolen i Ollerup.
Kirsten er medlem af bestyrelsen for Kunst & KulturHøjskolen og har i sit arbejdsliv været en del af forstanderparret på Ågård Efterskole i 25 år. I ledelsen af efterskolen har tanker om det folkeoplysende arbejde og dannelsesprojektet været et fundament og en inspiration, som nu kan bruges i arbejdet i Kunst & KulturHøjskolen.
Tilmelding og betaling
Man tilmelder sig alle fire ture på hjemmesiden og betaler 200 kr. for ”Medlemskab til Torsdagsbussen”.
På hver enkelt tur opkræves desuden 240 kr. til busbetaling plus evt. entreer og rundvisningsudgifter, som vil fremgå af den enkelte tur i programmet.
Evt. framelding skal ske til hhv. Jan og Kirsten på mail senest 8 dage før turen, så vi kan udnytte buskapaciteten. Hvis der er ledige pladser, vil der således være mulighed for at deltage i enkelte ture mod et gebyr på 100 kr., som betales i bussen. Forespørgsel om ledige pladser sker til hhv. Jan og Kirsten.
Man medbringer selv frokost og drikkevarer til turen.
Tidspunkter
Alle ture starter kl. 9 ved Busterminalen ved Borgvold 12 i Vejle.
Forventet hjemkomst er kl. 16.30.
Hvis man ønsker det, kan man parkere ved Viking Bus, Lundahl Nielsens Vej 1 og stige på bussen kl. 8.45
__________
8. august
Blicher og Heden
Arr.: Henrik Jensen og Kirsten Storgaard
Mail: Kstorgaard1705@gmail.com
Vores første stop er Blichermuseet i Thorning, som huser en større Blichersamling, der giver et indblik i hans liv og forfatterskab. Derudover findes en udstilling, hvor vi kan vi blive klogere på livet på egnen i 1800-tallet. Hvis man har interesse for Middelalderen, vil udstillingen ”Kampen om Magten – Slaget på Grathe Hede i 1157” også være en mulighed.
Undervejs i bussen til Thorning vil der blive fortalt om digteren, præsten og den aktive samfundsborger Sten Steensen Blicher (1782-1848).
Efter museumsbesøg og frokost kører vi videre til Kongenshus Mindepark. Her vil vi gøre ophold ved Kongenshus Naturcenter, hvor der vil der være mulighed for at fordybe sig i hedens og Mindeparkens natur og historie. Vi vil nyde vores medbragte kaffe, inden vi kører en tur i den smukke lyngklædte Mindedal.
Inden hjemturen vil vi køre forbi nogle af de mange mindesten, der er sat for de personer, der har stået i spidsen for hedeopdyrkningen i Danmark.
Undervejs på turen vil vi naturligvis synge nogle af Blichers sange fra Højskolesangbogen.
Betaling:
Kr. 240 kr. til bus og
Kr. 50 kr. til museumsbesøg
__________
12. september
Museet Flugt i Oksbøl og Filsø
Arr: Jan Andersen
Mail: jan.54@outlook.dk
Vi skal på denne tur besøge flygtningemuseet Flugt i Oksbøl, hvor vi skal se og høre om Oksbøllejren, som var Danmarkshistoriens største flygtningelejr i perioden 1945-49.
Lejren husede, da den var størst, cirka 35.000 tyske flygtninge, primært kvinder og børn. Vi ser også den store kirkegård med grave for de tyske flygtninge, der døde her i landet mellem 1945 og 1949.
Efter vi har spist vores medbragte frokost, går turen til Filsø besøgscenter. Her skal vi se og høre om Filsø, som fra at have været Danmarks næststørste sø, blev helt tørlagt for at udnytte arealet til landbrug. I dag er Filsø genoprettet som sø, med stor succes for plante og dyreliv. Vi får lejlighed til selv at gå rundt i området ved besøgscentret.
Inden vi kører hjem, vil der blive mulighed for at drikke vores medbragte kaffe.
Betaling:
Kr. 240 til bus
Kr. 130 til museumsbesøg
__________
8. maj
Johannes V. Jensen, Thit Jensen og Kulturdebathus Søttrup
Arr.: Henrik Jensen og Kirsten Storgaard
Mail: Kstorgaard1705@gmail.com
Turen går til Farsø, hvor vi skal besøge Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet, som i 2019 forenede de to store forfattere i det nye smukke museum. På museet er der mulighed for at få et interessant indblik i de to søskendes liv, forfatterskab og de forskellige tanker.de gjorde sig om den Verden de levede i. Undervejs i bussen til Farsø vil der blive fortalt om de to forfattere.
Efter museumsbesøg og frokost kører vi til Kulturdebathus Søttrup. Hans og Kisser Grishauge vil være værter for en kop kaffe og en fortælling om dette spændende hus som har til formål ”
At genfortrylle Verden med folkeoplysning – den gode – bæredygtige – samtale om demokratiet, samfundsforståelse, nærhed, faglighed og nytænkning”.
Vi vil også synge fra Højskolesangbogen, inden vi atter kører mod Vejle.
Betaling:
Kr. 240 til bus
Kr. 75 til entre
Kr. 30 til kaffe og kage
__________
19. juni
Ribe og Ribe Vikingecenter
Arr.: Jan Andersen
Mail: jan.54@outlook.dk
Ud over at være Danmarks ældste by er Ribe også en vores bedst bevarede middelalderbyer, idet flere markante bygninger fra den tid stadig præger bybilledet. Vi skal på byvandring, hvor der vil blive fortalt om byens historie og nogle af bygningerne.
Efter at have spist vores medbragte frokost kører vi videre til Ribe Vikingecenter, hvor vi kan gå rundt i det rekonstruerede vikingeanlæg befolket med vikinger, som vi kan opleve arbejde og som vi kan snakke med.
Efter at have nydt vores medbragte kaffe går turen tilbage til Vejle.
Betaling:
Kr. 240 til bus
Kr. 125 til besøg på Vikingecentret
__________
Praktisk information
- Hold nr:
- 8-2024-25
- Første møde:
- 8.08.24 kl. 09:00
- Sidste møde:
- 19.06.25 kl. 09:00
- Mødegange:
- 4
- Lektioner:
- 36
Pris
- Almen
- DKK 200,00